Nisserne i troldeskoven - 8. kapitel

Det var den 8. december, men det vidste Julie og Julius ikke.

Der var helt stille i nissehulen, for hverken Julie, Julius eller farmor sagde noget. De sad bare med triste ansigter.

”Det er så skrækkeligt at tænke på farfar og morfar og mormor. På at de blev fanget af troldene, og de nok er i troldefængslet med den skrækkelige drage,” sagde Julie.
Farmor sukkede dybt.
”Du har ret, det er trist. Man skulle ikke tro, at det var december,” sagde hun så.
Julie og Julius så forbavsede på hende.
”De-, hvad for noget cember,” spurgte Julie.
”December,” sagde farmor, ”måneden hvor man plejer at hygge sig rigtig meget. Og her er bare slet ikke hyggeligt.”
”Men så fortæl os noget hyggeligt. Fortæl hvordan I plejede at hygge i det der cember,” bad Julie og Julius i munden på hinanden.
Farmor smed en brændeknude mere i pejsen.
”Det var dengang, jeg var barn… Det var i tiden før…,” begyndte hun.
”December var den allerbedste tid på året. Fra alle nissehuler duftede der af kage, for alle skulle bage. Nogle bagte pebernødder, andre brunkager eller vaniljekranse, og så gik nisserne på besøg hos hinanden og smagte hinandens kager. Og der var julemarked. Det var slet ikke som de uhyggelige troldemarkeder, I kender, næh… det var rigtig hyggeligt. Man kunne købe de lækreste ting. Æbler med sukker. Marcipangrise. Og gløgg. Og alle nisserne gik rundt i deres røde tøj og lettede på huerne, når de mødte hinanden. Og i en bod sad den gamle fortællenisse, og fortalte os børn de dejligste nissehistorier. Og så var der lys alle vegne. Alle nisser i alle huler havde kalenderlys med tal, der viste hvor mange dage, der var tilbage til juleaften. Og så brændte vi et tal væk hver dag. Og alle nisserne lavede selvfølgelig gaver til hinanden. Og pyntede op med julepynt, der var klippet i papir. Guirlander. Hjerter og stjerner. For ikke at glemme sangene. De dejlige julesange, som vi sang hver aften. Og særligt juleaften, den 24. december, den hyggeligste dag på året.”

*

Julie og Julius sad med åbne munde og lyttede. Det lød bare så skønt.
”Åh, kan vi ikke hygge? Bare lidt,” bad Julius.
”Det er svært, sagde farmor, ”i skal jo passe på, at vi ikke bliver opdaget. Tænk hvis troldene dufter julekagerne? Ser julepynten – eller hører julesangene. Nej, børn, det er derfor, jeg aldrig før har fortalt jer om december, og vi aldrig før har fejret julen. Det er fordi, det er for farligt.”
Julie fik tårer i øjnene:
”Åh, kan vi ikke hygge lidt alligevel? Bare lidt? Det er så trist at tænke på, at det er det der cember, og vi sidder her i hulen uden den mindste pynt, det mindste lys, den mindste kage eller den korteste sang, sagde hun.
Farmor nikkede.

”Faktisk har jeg et lys. Et enkelt kalenderlys, som jeg har gemt i alle disse år. Jeg fik det af min far, der havde fået det af sin far, der havde fået det af sin far, der igen havde fået det af sin far. Ja, faktisk er der ingen ved, hvor gammelt lyset egentlig er – men det er gammelt.”
Farmor gik hen til den gamle trækiste i hjørnet af hulen, og fandt en lille stump stearinlys frem. Der stod kun to tal på: 23 og 24.

”Min far fortalte mig, at jeg kun skulle tænde lyset, hvis alt gik rigtig galt for alle nisser i hele verden: ’Hvis alt ser sort ud, så tænd lyset i mørket’, sagde han.
”Hvorfor har du så ikke allerede tændt lyset,” spurgte Julie. ”Alt ser da sort ud med de dumme trolde… Og farfar… Og mormor… Og morfar…”

Farmor nikkede.
- Ja, det kan godt være, at jeg burde have tændt lyset for længst. Men jeg har hele tiden tænkt, at det ikke var så galt som det kunne blive. At vi ikke havde set det værste endnu. Jeg tænker, at I først skal tænde lyset, hvis alt ser sort ud… Helt sort.”
Julie pakkede lyset ind i et viskestykke. Så lagde hun det ned i sin rygsæk sammen med en æske tændstikker.
”Okay, farmor, vi tænder lyset, hvis alt ser sort ud. Helt sort,” sagde Julius.  

*

”Men farmor,” spurgte Julie, ”der er noget du aldrig har fortalt os. Hvorfor stak du og farmor og mormor og morfar ikke af, da troldene kom og alle de andre nisser stak af?”
”Nogen var nødt til at blive,” svarede farmor, ”for den dag, hvor der overhovedet ikke er nogen nisser på fri fod her i skoven, da vil troldenes magt blive endnu stærkere. De vil blive de stærkeste og ondeste trolde i hele universet, for så vil nissemagien blive ophævet. Nissemagien, der holder troldene på plads, så de ikke kan blive de aller aller ondeste.”
”Hvor ved du det fra,” spurgte Julius.
”Det ved jeg, fordi min far har fortalt mig det. Og han ved det, fordi hans far fortalte ham det. Og han vidste det, fordi hans far fortalte det til ham. Og sådan gik det fra mund til mund fra nisse til nisse. Længere tilbage i tiden end nogen kan huske. Og nu fortæller jeg det til jer.”
”Og vi tre er de sidste nisser på fri fod i skoven,” sagde Julie.
Farmor nikkede og puttede endnu mere brænde i ovnen.

”Og det værste er, at vi ikke kan blive flere. Det kunne vi, dengang jeres far og mor, Kanel og Granduft, mødte hinanden, for dengang kunne de jo blive kærester og få børn. De kunne få jer. Men I to, I er jo søskende, og I kan ikke blive kærester med hinanden og få børn med hinanden.”
”Hvorfor ikke,” spurgte Julie.
”Nej, søskende bliver ikke kærester med hinanden. Man er nødt til at gå ud og finde en kæreste ude i verden. Men der er ikke nogen frie nisser i skoven, som I kan finde…”
Julius trak vejret dybt ind.
”Så vi er nødt til at gøre noget. Vi er nødt til at gå til kamp mod troldene.”
”Ja,” sagde farmor og nikkede, ”I er faktisk nødt til at gå til kamp mod troldene.”

Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/