Nisserne i troldeskoven - 13. kapitel

Det var den 13. december og Julius, Julie og farmor sad igen omkring det tændte kalenderlys.

”Hvad så, farmor, hvad skete der, da nisserne havde sendt billedet af troldungen, der sad midt i al julehyggen. Blev vagttrolden mør eller hvad,” spurgte Julius.
”Jo, ser I,” begyndte farmor, ”næste morgen kom duen tilbage. Med et brev, hvor der stod:

’Okay, okay, nisser, så turde I alligevel mere end, jeg troede. Min stakkels datter. Pebernødder, kalenderlys, og julesange. Bwadr! Slip hende fri, og jeg hjælper jer med at befri nisserne.’
- Hurra,” råbte Kanel, ”jeg vidste, at det ville virke.”
Imens havde I to, Julius og Julie, travlt med at berolige troldungen. Du, Julie, havde sunget hele natten, og du havde efterhånden fået sorte rande under øjnene. Din sang blev langsommere og langsommere.
”Trolde – ungen – åd – en – rotte – trolde – ungen – åd – en rotte – åd – en – rotte – trolde – ungen – åd – en rotte.”

Men heldigvis så troldeungen også ud, som om hun langt om længe var ved at være træt. Hendes øjne faldt hele tiden ned, og til sidst faldt hun i søvn. Hun lå med sit krøllede troldehår på puden. Det var ildrødt, og på den måde, var hun en meget speciel trold, for de fleste andre trolde har jo sort hår.
”Super,” sagde Granduft, ”hun sover og så kan vi køre hende tilbage til vagttrolden.”
”Nej, nej, nej,” sagde Kanel, ”hvis vi bare afleverer hende tilbage, kan vi ikke være sikre på, at vagttrolden hjælper os. Når han har først har fået sin datter, er han sikkert helt ligeglad med os.”
Granduft kløede sig i håret. Det samme gjorde jeg.

”Jeg har det,” sagde Kanel, ”vi sender duen af sted med et nyt brev, hvor vi skriver, at vi kan mødes i aften klokken tolv ved det gamle egetræ i midten af skoven. Vagttrolden skal have de tilfangetagne nisser med og vi skal have hans datter med – og så bytter vi.”

*

Da vi havde sendt duen af sted, var der ikke andet at gøre end at vente. I gik i skoven og fyldte et helt glas med myrer, regnorme og stankelben til troldungen..

”Nej, hvor bir hun gad, når hun vågner,” sagde du, Julius, for du snakkede jo ikke så godt dengang.”

”Nej, men det gør jeg heldigvis nu,” sagde Julius med et stort smil.

”Ja,” sagde farmor og fortsatte fortællingen:

Lidt efter kom duen igen. I brevet stod der bare: ’Okay. Ved egetræet klokken tolv i aften.’

Da troldungen vågnede, fodrede I hende med småkryb. Hun så glad ud, og begyndte selv at synge med på jeres sang.

”Troldeungen åd en rotte, troldeungen åd en rotte, åd en rotte, troldeungen åd en rotte.”

Da klokken nærmede sig tolv, gav vi troldeungen nogle sovepiller, lagde hende op i trillebøren, og dækkede hende med blade. Så sagde jeres far og mor, Kanel og Granduft, farvel. Jeg husker tydeligt, at Kanel krammede jer begge to.

”Dejlige, dejlige, Julie, skønne, skønne Julius,” sagde han.

Og jeres mor kyssede jer begge to på panden Ikke en gang, ikke to gange, ikke tre gange, men ti gange. Ti kys fik I begge to.

Farmor så pludselig meget, meget ked ud af det.

”Ja, og så gav de begge to mig et kram, og så gik de af sted med trillebøren, og så… så… har jeg ikke set dem siden.”

*

”HAR DU IKKE SET DEM SIDEN,” spurgte Julius og Julie i munden på hinanden.

Farmor rystede på hovedet.

”Nej,,, Lige da de var gået, begyndte jeg at lave en stor gryde grød. Der skulle jo være mad nok. Til os… alle sammen…. Ved ellevetiden begyndte jeg at håbe på, at de snart skulle komme. Jeg dækkede bordet, og ventede på at døren skulle gå op. Men ingen kom. Klokken blev tolv, et og to og tre. Til sidst tog jeg tallerknerne af bordet igen og grøden af ildstedet.

Næste dag ventede og ventede jeg, men ingenting skete, før duen kom med et brev…”
Nu gik farmor hen til sin slagbænk og rodede i den. Lidt efter holdt hun et brev mellem hænderne. Med rystende stemme læste hun op:

”Kære mor. Det gik helt galt. Vagttrolden havde ikke befriet nisserne, i stedet havde han taget en hel hær af trolde med. De fangede os. Nu er vi på vej til troldefængslet med den skrækkelige drage. Duen fulgte efter os, og jeg kan lige skrive dette brev til dig. Lov mig en ting: Pas godt på Julius og Julie. En dag vil de klare det. En dag vil de befri både os og de andre nisser. Kærlig hilsen din søn, Kanel...”

”Nej,” sagde Julius, ”hvor er det en sørgelig historie. Så blev vores far og mor også fanget.”

Farmor nikkede.
”Ja, men husk hvad jeres far skrev: En dag vil Julie og Julius klare det.”
 Julie og Julius nikkede.

”Ja,” sagde de i munden på hinanden. ”En dag vil vi klare det. Vi vil befri vores far og mor og de andre nisser.”