Nisserne i troldeskoven - 10. december

Det var den 10. december om aftenen, og Julius havde tændt kalenderlyset.
”Farmor, du lovede at fortælle videre på historien om dengang, vores far og mor gik til kamp mod troldene,” sagde Julie, ”Kanel og Granduft havde kidnappet vagttroldens datter, hun lå og sov i nissesengen, og hvad skete der så?”
Farmor så lidt flov ud:
”Ja, så vågnede hun jo. Hun satte sig op i sengen med et skrig og begyndte at græde.
”Mor, mor, far, far”.
Jeg ville berolige hende, men da hun så mig, blev det kun værre:
”En NISSE!!! Hjælp en nisse!”
Hun skreg så højt, at jeg fik helt ondt i ørerne, men heldigvis var vi jo herinde i hulen, så skriget nåede ikke ud herfra. Så prøvede jeg at synge en julesang for hende: ’Kender I den om Rudolf, Rudolf med den røde tud,’ men det fik hende bare til at skrige endnu mere:
”En nissesang. Hjæ-æ-ælp. En nissesang!”  
Så prøvede jeg at give hende noget at spise. Nogle appelsiner, som jeg havde glædet mig til at dele med jer, men hun snerpede bare munden sammen med rædslen lysende ud af øjnene:
”Ad, ad, ad… De er jo friske!”

*

Til sidst blev jeg helt desperat. Jeg ville give hende en gave for at få skrigeriet til at stoppe, så jeg fandt et stykke af dit legetøj, Julius, en bold, som jeg pakkede ind i en bluse.
”Værsgo, her er en spændende pakke til dig,” sagde jeg.
”Hjælp, hjælp! En gave,” skreg hun. ”Jeg vil ikke have gaver. Jeg vil have edderkopper, slåskampe og uhyggelige historier!”
Farmor rystede på hovedet.
”Og det er jo ikke så nemt at give, når man er en gammel nisse, der har brugt hele sit liv på at være sød. Men I, I prøvede virkelig at hjælpe. Julie, du rodede rundt mellem brændestykkerne og fandt et stort stankelben, som du holdt hen foran troldungen. Hendes skrig standsede et kort øjeblik. Med et snuptag snappede hun stankelbenet ud af hånden på dig, stak det i munden og kvaste det mellem tænderne. Og så begyndte hun igen at græde:
”Nisser er skrækkelige. Jeg vil hjem til far og mor.”

*

”Og hvad så, hvad gjorde I så,” spurgte Julie.
”Ja, Kanel og Granduft kendte jo en due, som kunne flyve hen til vagttroldens hule med et brev i næbbet. I brevet stod:
’Kære vagttrold. Vi har taget din datter (men bare rolig, vi gør hende ikke noget. Vi er søde og hyggelige overfor hende.) Hvis du gerne vil have din datter tilbage, så skal du hjælpe os med at befri nisserne. Vil du være med til det? Send et brev tilbage med duen.”
”Godt,” sagde Julius, ”det var et godt brev.”
”Ja, det tænkte jeg også,” sagde farmor. ”Vi sendte duen af sted med brevet, og imens vi ventede på svar, skreg troldungens datter.
”FAAAAARRRRR!!!! MOOOOAAAARRRRR!!!!”
”Uhhhh, det var da også synd for troldungen”. Julie så helt trist ud.
Farmor nikkede.
”Ja, det var netop det, det var. Og vi havde faktisk ikke tænkt på, at det ville være så synd for hende.”
”Nå, men så kom duen vel tilbage med et brev om, at vagttrolden gerne ville være med til planen,” sagde Julius.
Farmor rystede på hovedet.
”Nej, den kom tilbage med et brev, hvor der stod: ’Idiotiske nisser. Tror I, jeg vil handle med jer. Jeg kender jer, nisser. I er alt for søde og gode til at gøre noget dårligt ved min datter. Så bare kom tilbage med hende. Med sur og vred hilsen: Vagttrolden.”
”Og hvad gjorde I så,” spurgte Julie og Julius i munden på hinanden.
”Det fortæller jeg jer i morgen. Nu skal vi sove,” sagde farmor. Og pustede kalenderlyset ud.

Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/